økodag køer på græs Fuglebjerg bondegårdens økologi

15.04.2013

Bondegaardens-økologi inviterer til Økodag.

Økodag på Bondegaardens-økologi byder blandt andet på en visning af det rige dyreliv samt lækre smagsprøver. Familien Rasmussen glæder sig til at vise deres økologiske landbrug frem den 21. april klokken 10 til 14.

Søndag den 21. april klokken 10 åbner Bondegaardens-økologi for tredje gang stalddørene op til Økodag. Familien glæder sig til at byde gæsterne velkommen, og de ser frem til at dele køernes festdag med alle interesserede.
Familien Rasmussen består af Bjørn og Lise samt deres to børn, Rikke på 4 år og Kasper på 17 år.
Familien har drevet økologisk landbrug siden 2001 og holder meget af det. Lise og Bjørn kan godt lide den økologiske måde at passe jorden og drive landbruget på. Blandt andet fortæller Lise, at det giver bedre dyrevelfærd, masser af vilde dyr på markerne og i haven, mange forskellige insekter og vilde blomster i landbruget, og at det gavner vores drikkevand.
Familien har boet på gården siden 2004 og har i dag cirka 200 limousine kødkvæg - fra små kalve til den store tyr på næsten et ton. Der er også seks søer, der får små grise et par gange om året, lidt høns, hunde, katte, geder og heste på gården. Lise og Bjørn passer selv alle dyrene og de 350 hektar landbrugsjord, hvorpå der dyrkes foder til dyrene og afgrøder til salg.
Til Økodag lukker familien Rasmussen en stor flok ungdyr på græs. Dyrene er mellem et halvt og to år gamle og er fulde af energi. Gårdens køer, kalve og tyren kommer først ud på engarealer og folde, når græsset er klart til det, og går derfor stadig i stalden, hvor gæsterne kan møde dem inde.
Derudover kan man på Økodag gå en tur rundt på gården, se dyrene og stille spørgsmål om landbrug og økologi. Der vil også være smagsprøver på og salg af gårdens eget oksekød. Familien Rasmussen glæder sig til at vise deres gård frem for besøgende, og håber, at mange har lyst til at opleve livet på et økologisk landbrug. Festlighederne slutter klokken 16.
Tjek også, hvor meget du ved om økologi i hæftet ”Økologi på kryds og tværs”. Måske bliver du overrasket. Hæftet finder du et sted på gården.
Læs mere om gården på www.bondegaardens-okologi.dk.

 

HUSK KØERNE LUKKES UD KL. 12.00 - KOM I GOD TID.