Elever skal udvikle badeland og bryghus

06.11.2013

Lokale virksomheder får hjælp med en række forskellige udfordringer, når elever på ungdomsuddannelserne slipper innovationen løs i uge 47


Hvordan får vi flere unge til at læse Næstved Bladet? Hvilke flotte og sjove ideer har eleverne til Casa Arkitekterne om et vandland i Næstved? Og hvordan anvender og indretter Ardagh Glass Holmegaard deres bryghus?

Flere virksomheder har stillet spændende udfordringer til de kreative elever, der i uge 47 sætter fokus på innovation. Det er Næstved Kommune, der samarbejder med de lokale virksomheder og ungdomsuddannelserne om ugen.

”Innovation og iværksætteri er en central drivkraft for vækst og jobskabelse. Det kan give ny viden og idéer, som ved at blive omsat i konkrete produkter og processer kan skabe værdi for virksomheden og samfundet,” fortæller borgmester Carsten Rasmussen.

 

Højt tårn af spaghetti

Elever og lærere har ud fra deres interesser og faglige profil valgt blandt de virksomheder, der har stillet udfordringer til rådighed. Hver klasse har fået to problemstillinger og bestemmer selv, hvordan eleverne vil arbejde, for det vigtigste er resultaterne i slutningen af ugen.

”Vi glæder os til at deltage. Det er spændende og mere motiverende for eleverne, når de får mulighed for at arbejde med rigtige virksomheders aktuelle udfordringer,” lyder det fra underviser Flemming Krabbe på ZBC.

Som optakt til innovationsugen har lærerne været inviteret til en workshop holdt af Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Centre (CIEC), hvor de fik mulighed for at lære mere om innovative arbejdsprocesser og selv prøve forskellige innovationsøvelser. Blandt andet skulle deltagerne på tid bygge det højst mulige tårn af spaghetti med en skumfidus balancerende på toppen. Herved blev også lærernes kreative sider og samarbejdsevner på tværs af uddannelserne udfordret.

 

Vinderne kåres på Kildemarkskolen

At arbejde med innovation og iværksætteri er en gevinst for virksomhederne, men også for de unge selv. Det har leder af CIEC Michael Thing erfaringer med:

”Ved at lære de unge at arbejde innovativt med aktuelle udfordringer bliver de klædt godt på til deres fremtidige uddannelses- og arbejdsliv”.

Fredag 22. november viser eleverne de bedste resultater af ugens arbejde, hvor virksomheder og borgere er velkomne til at komme og se resultaterne. Det sker på Kildemarkskolen kl. 10.00 -13.00.

Vinderne kåres af et panel bestående af borgmester og formand for Mærk Næstved Carsten Rasmussen, repræsentanter fra erhvervslivet, direktør Birgit Rasmussen Casa Arkitekterne og viceborgmester og formand for LBR (Det Lokale Beskæftigelsesråd) Linda Frederiksen samt repræsentanter fra uddannelsesområdet direktør Per B. Christensen, Næstved Uddannelsesråd og innovationskoordinator Julie Skaar, Copenhagen Innovation and Entrepreneurship Centre.

 

Til faktaboks:

Følgende uddannelsesinstitutioner deltager i innovationsugen:

    Zealand Business College (hg og hhx)
    Næstved Gymnasium og HF (stx)
    EUC Sjælland (tømrer)

Følgende lokale virksomheder har stillet udfordringer til eleverne:

- Næstved Madservice

- Næstved Bladet

- Plan og Erhverv Næstved Kommune

- Næstved Turisme (Visit Næstved)

- Tømrerfirmaet H. Nielsen og Søn

- Niels Juel Pedersen A/S

- NPC Grafikom A/S

- CASA Arkitekterne A/S

- Ardagh Glass Holmegaard

- Landmålergården I/S

- De Hvide Svaner Camping

Uge 47 er Danmarks Vækst- og iværksætteruge og international Global Entrepreneurship Week.

Innovationsugen er lokalt støttet økonomisk af Mærk Næstved og Det lokale Beskæftigelsesråd.