
05.08.2013
Flextrafik erstatter Oplandstaxa
Den 12. august 2013 indfører Næstved Kommune Flextur. Denne ordning erstatter den hidtidige OplandsTaxa, som ophører samme dag.
Flextur er, som navnet siger, en fleksibel transportform, der nemt og enkelt får folk frem til målet. Flextur er ikke bare en almindelig bustur, men næsten som at have sin egen privatchauffør – blot på den nemme og kollektive måde, hvor man nogle gange kører med andre, der også har bestilt en tur.
En flextur kan benyttes alle dage i tidsrummet fra 06:00 til 23:00 – og man kan køre til alle adresser i de kommuner, der er med i ordningen.
Udvalgsformand for Teknisk udvalg i Næstved Kommune er tilfreds med ordningen.
”Det er godt for miljøet samt en billig måde for borgerne i Næstved at bevæge sig både inden for og uden for kommunegrænsen,”siger Jesper Gersholm.
Næstved Kommune har besluttet at indføre kommunetakst. Det vil sige, at man for en grundtakst på 24 kr. kan køre 10 km. Herefter er prisen 6 kr. pr. km.
Flexture køres af taxaer og liftvogne. Man skal bestille en flextur senest to timer før, man vil afhentes – og man kan bestille den på enten www.moviatrafik.dk/flextur, på 70 26 27 27 eller via en App. til smartphone.
Man kan læse mere om Flextur, takster, medrejsende, faste aftaler m.v. på Movias hjemmeside: www.movia.dk.