
28.07.2013
Giftige alger skyld i hunds død
En hund er død efter at have drukket af det algefyldte havvand ved Melsted syd for Gudhjem.
Hunden svulmede i løbet af de næste par timer op i maven og fik det meget skidt, inden den døde i går. det skriver bornholm.nu.
Bornholm er i år voldsomt plaget af alger, og de spreder sig til andre dele af landet.
Der har i år været stor og tidlig opblomstring af alger ved Bornholm, og algerne er allerede nået til Lolland, siger Eva Howe fra DMI’s Center for Ocean og Is.
Med den nuværende vindretning fra øst og syd kan algerne meget vel ende langs den sjællandske kyst og nå op til København. En vejrudsigt med megen sol giver algerne gode vækstbetingelser, mens regn og blæst får algerne til at synke til bunds, siger hun.
Ved Bornholms kyster ligger et tykt lag af de blågrønne alger.
Vær på vagt
Kommer koncentrationen af alger højt op, skal man være ekstra påpasselig.
Visse alger er rent faktisk giftige, og typiske symptomer kan være hudirritation og diarre.
Alger udgør en særlig risiko for små børn, der leger i vandkanten, og hunde, som drikker af vandet.
Børn eller dyr bør ikke lege i vand med kraftige skumdannelser eller algeopblomstringer. Heller ikke selvom vandet er mere klart længere ude.
Kan du - selv på lavt vand - ikke se dine fødder på grund af alger, bør du ikke bade. Se desuden efter, om der er opstillet skilte, som fraråder badning.
Hold dig orienteret
De fleste kommuner har en eller anden form for algevarsling på deres hjemmeside eller per telefon. Her finder du ofte detaljeret information for de mest populære strande.
Eller følg med på DMI.