Grøn koncert 2013 27 juli Næstved Holsted Nord carpark north medina Lukas Graham Mads Langer Nik og Jay Kato

07.07.2013

Grøn Koncert i Næstved

 

PLADS TIL FORSKELLE – PLADS TIL FORNYELSE

 

GRØN KONCERT 2013

 

Dette års kunstnere:

Medina ● Nik & Jay ● Mads Langer ● Magtens Korridorer ● Carpark North ● Kato ● Lukas Graham ● Donkey Sound featuring: Shaka Loveless, Wafande og Klumben og Raske Penge

 

Aldrig før har så mange artister rejst landet tyndt med Grøn Koncert. Både Donkey Sound og Kato medbringer et kæmpe line-up med det ypperste af dansk musik, og derudover introduceres der både helt nye genrer og ikke mindre end tre debuterende acts på sommerens 31. udgave af Grøn Koncert.

I over tre årtier har Grøn Koncert udviklet sig til en af landets absolut største kulturelle begivenheder. I over tre årtier har Grøn Koncert skabt overskud til Muskelsvindfonden og dermed gjort en markant forskel for livskvaliteten for mennesker med muskelsvind. Og i mere end tre årtier har Grøn Koncert manifesteret sig, som danskernes foretrukne sommerkoncert og som en fest, der favner mangfoldigheden og giver plads til både menneskelige og kunstneriske forskelle.

Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen udtaler:
Grøn Koncert er Danmarks største havefest. Og med årets program er der lagt op til en endnu større fest end vi før har set. I 2010 så vi hvordan den elektroniske musik, som vi kender fra den danske klubscene, kunne få pladsen til at eksplodere. I år har vi, ud over et stort elektronisk act anført af Kato, også medbragt det bedste indenfor reggae og dancehall, der skal sparke festen i gang. Sammen med et stærkt line-up af landets bedste musikere glæder vi os til at byde danskerne velkommen til endnu et festligt Grøn Koncert-år.

 

Line-up 2013


Det endelige program for Grøn Koncert 2013 repræsenterer således både gamle kendinge og helt friske debutanter. Dancehall og reggae præsenteres som helt nye genrer, og den elektroniske musik vender tilbage som fast integreret del af Grøn Koncert-familien på lige fod med både rock og pop.

Poppen er repræsenteret stort på årets udgave af Grøn Koncert. To af dansk musiks absolutte sværvægtere Nik & Jay og Medina spiller begge på Grøn Scene. Mads Langer og Lukas Graham har gennem længere tid været nogle af de mest ønskede artister på de sociale medier. Nu debuterer de begge på Grøn Koncert 2013. Mads Langer med sine stemningsfulde popballader og Lukas Graham med sin soulede ghetto-pop.

Rocken er dog ikke glemt på årets Grøn Koncert. Magtens Korridorer er med deres skarpe klassiske rock og intelligente tekster et af de helt store navne inden for dansk rockmusik. Derudover er electrorock-pionererne fra Carpark North klar til at betage publikum med deres sfærisk funklende lyd og performance.

På Grøn Koncert 2013 bliver der også plads til nye og fornyende genrer. Kato vender tilbage og slår for alvor fast, at den elektroniske musik ikke kun var en enkelt side i Grøn Koncerts historie ved at omdanne Grøn Scene til et af verdens største mobildiskoteker. Derudover vil Donkey Sound præsentere det ypperligste inden for dansk reggae og dancehall. Med sig bringer den dynamiske duo Fresh-I og Pharfar nogle af tidens bedst sælgende danske musikere. Både Wafande, Shaka Loveless, Klumben og Raske Penge vil være med på scenen i et show, der bliver helt uden sammenligning.

Som konferenciers er det traditionen tro Grøn Koncerts grand old man Jacob Haugaard, der sammen med opkomlingen Simon Toftgaard Jespersen aka Tonni The Man styrer slagets gang på Grøn Scene, mens det er de to P3-værter og Grøn Koncert-debutanter Sara Bro og David Mandel, der vil binde det musikalske program sammen på P3 Scenen.

 

Mere end øl og musik


Tuborg og Muskelsvindfonden har med Grøn Koncert skabt en unik koncertrække, der gennem årene har lagt det økonomiske fundament for Muskelsvindfondens arbejde for børn, unge og voksne med muskelsvind. Samtidig er der gennem koncerterne skabt en frivillighed, der emmer af mangfoldighed. Grøn Koncert har dermed skabt grobunden for Muskelsvindfondens vision – et samfund med plads til forskelle.

Læs mere på Grøn koncert