18.09.2013
Stadig færre smittes med klamydia på landsplan, mens antallet af unge i Næstved, der får konstateret klamydia, er højere sammenlignet med resten af landet. Derfor har Sundhedscentret sat gang i flere forskellige events i disse uger, som blandt andet involverer udklædning, klistermærker og ungdomsuddannelserne.
”Om unge i Næstved er dårligere end andre unge til at beskytte sig, eller om de er bedre til at lade sig teste hos lægen vides ikke” siger Sundhedsudvalgsformand i Næstved Kommune, Daniel Lillerøi. ”Men tallene understreger, at det forebyggende arbejde stadig bør prioriteres.” Derfor deltager Næstved Sundhedscenter for 5. år i træk i den landsdækkende ”Kun Med Kondom” -kampagne, der ruller i uge 37 og 38.’Mere end hver fjerde ung på 25 år har haft en sexsygdom - kun med kondom er I alene i sengen.’ Sådan lyder budskabet i disse uger til unge i Næstved. Der uddeles derfor gratis kondomer og oplysende materialer af Næstved Sundhedscenter, Næstved Taxa, 7-eleven, biografer, diskoteker, fitnesscentre m.fl.
Næstved Sundhedscenter bruger også humoren til at sætte spot på sexsygdomme på Næstveds ungdomsuddannelse: En sundhedskonsulent forklædt som en sexsygdom, løber rundt blandt de studerende og ”smitter” dem med klistermærker. Klistermærkerne har budskaber om vigtigheden af brugen af kondom. De studerende forstår hurtigt, at faren er på færre og flygter skrigende væk, når de ser sexsygdommen nærme sig. Andre lader uopmærksomt sexsygdommen smitte sig.
”Uopmærksomhed og glemsomhed er også den hyppigste årsag til at unge ikke beskytter sig ved sex med en ny partner” fortæller sundhedskonsulent Mie Majgaard. ”Eventen skal derfor gøre de unge opmærksomme på, at risikoen for at blive smittet med en sexsygdom er stor, hvis man glemmer kondomet”
”Eventen er et godt tiltag, og budskabet gik rent ind, da jeg blev ”smittet” med klistermærket” siger Kristian Klokkerholm på 21 år, der uddanner sig til VVS og Energispecialist på EUC Sjælland.FaktaAntallet af klamydiasmittede i Næstved Kommune sammenlignet med landsplan:
Næstved Kommunes klamydiatal:
(Pr. 1000 borgere mellem 15 og 29 år)
2010 27,4
2011 30,2
2012 26,9
Klamydiatal på landsplan:
(Pr. 1000 borgere mellem 15 og 29 år)
2010 23,6
2011 22,6
2012 21,6