Morfar, fortæl en historie

01.11.2013

Det betyder meget for børn, børnebørn og oldebørn, at du får skrevet dine erindringer ned. Netop det emne kan du blive klogere på, når Næstved Sundhedscenter får besøg af Ebbe Berg


Hvordan kommer man i gang med at skrive sine erindringer? Og hvordan får man gennemført arbejdet, så det bliver spændende at læse?

Forfatter og foredragsholder Ebbe Berg besøger Næstved Sundhedscenter tirsdag 5. november, hvor han vil inspirere dig til at skrive erindringer, som dine børnebørn vil elske dig for.

”Vi lever i en tid, hvor vores kendskab til tiden før os selv er særdeles begrænset. Og kun få af os har oplevet, at historie er et spændende skolefag. Men hvis historie - på en spændende måde - fortælles af en bedstemor eller bedstefar, så lyttes der," fortæller Ebbe Berg.

 

Morfar, det har du fortalt

Og at der lyttes, har Ebbe Berg selv erfaringer med, fra dengang han kørte sin datters piger i skole.

”I starten gik historierne på det nære. Begivenheder i deres mors liv, og da de selv var helt små. Men som dagene gik, blev det nødvendigt for mig at udvide repertoiret. Jeg måtte grave i mit eget liv, og i det liv, jeg kun vidste noget om i kraft af det, jeg selv havde fået fortalt, da jeg var barn. Aldrig har jeg haft mere koncentrerede tilhørere. Hvert eneste ord kunne de huske - hvilket jeg blev mindet om, når jeg kom til at gentage noget. "Morfar, det har du fortalt!".

For de fleste er det spændende at få noget fortalt, der knytter sig til familien. Men kobler man de oplevelser med begivenheder i samfundet, hæver de personlige oplevelser sig fra at være navlekiggeri til at kunne ses i en større sammenhæng. På den måde bliver erindringer til spændende historiefortælling.

 

Lev livet aktivt

Foredraget er en del af projekt ”Lev Livet Aktivt”, som står bag en række caféaftener for dig over 60 år. Emnerne spænder vidt, og i dette efterår bliver der blandt andet fokuseret på hukommelsestab, den aldrende kærlighed og en aktiv hverdag.

Foredraget begynder klokken 18.30 og slutter klokken 20.30. Det foregår på Præstøvej 67, er gratis og kræver ingen tilmelding.