20.09.2013
En dokumentarfilm af Berit Madsen
Sepideh drømmer om stjernerne, hun vil være astronaut. Men som ung iransk kvinde ved hun også, at det kan være farligt at udfordre onklernes forventninger og det traditionsbundne samfund.
Familien har helt andre planer med Sepideh.
Alligevel vil Sepideh ikke slippe drømmen og tilbringer sine nætter med at udforske stjernehimmel og universets uendelighed. Hun ved, hun går en sej kamp i møde.
En kamp, som først synes mulig at vinde, da hun får hjælp fra en uventet kant.
Filmen bliver vist i 40 biografer landet over og kan ses i Næstved Bio d.2 oktober kl.19:00.
Se mere på Næstved Bio hjemmeside.
SEPIDEH – HISTORIEN OM FILMEN
Berit var på rejse i Iran, da hun hørte om en astronomi-festival i den lille by Sa’adat Shahr
syd for Teheran. Det fik hende til at undre sig over, hvorfor en masse unge mennesker i en
meget konservativ provins i Iran drøner ud i natten for at kigge stjerner.
Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?
Hendes nysgerrighed ledte hende til Sa’adat Shahr, hvor hun mødte fysiklæreren hr.Kabiri,
som på 20. år kæmpede for at færdiggøre sit observatorium på bjerget bag byen.
Men det var de unge, som Kabiri forsøger at åbne verden for, der instinktivt fangede Berits interesse – hun fornemmede straks, at der hér lå en historie om en ny generation under forandring. Og en mulighed for at kigge ind bag facaden, ind bag systemet og fordommene.
En dag mødtes en flok unge hjemme hos Kabiri, de skulle ud at kigge på stjerner. Og det var på denne natlige udflugt, hun fik øje på Sepideh. En 14 årig ung kvinde, der rummede så megen gnist, mod og fandenivoldskhed, at Berit omgående blev fascineret.
Det virkede helt utænkeligt, at en ung pige i Iran kunne stikke af om natten for at hive stjerner nedmed sit store teleskop, men det var tydeligt, at Sepideh var gjort af et særligt stof.
Med en næsten umenneskelig vilje og drevet af løftet til sin afdøde far om at blive til noget stort, har Sepideh sat sig et mål om, at hun en dag skal ud i rummet.
Men drømmen støder imod de traditionsbundne onkler. Den støder på moderen, der ganske vist drømmer om sin datters frihed, men som samtidig er under stort økonomisk pres. Og helt uventet støder den imod fysiklæreren, der lægger hele sin egen succes i denne unge piges hænder med det håb, at hun en dag skal indfri den drøm, han ikke selv har formået at forløse.
For Berit var det interessant at undersøge, hvad der findes på den anden side af mønten.
Vi har i Vesten en tradition for at lave film om ofre – dem har vi også brug for, men Berit havde mest af alt lyst til at fortælle historien om en stædig, sej og viljestærk pige, der ligger i overhalingsbanen.
Det her er historien, man ikke kender, nemlig historien om, hvordan forandringerne er på vej.
”Der kommer flere efter mig!”, som Sepideh insisterer på i filmen.
SEPIDEH blev optaget over fire år. I den periode blev der holdt tæt øje med, hvilke udviklinger der skete i Sepidehs liv og hvornår, så Berit kunne være til stede, når historien tog nye drejninger.