skolerne starter på mandag pressemeddelse Næstved kommune elever skolegang lockout slut

26.04.2013

Skolerne starter på mandag

Skolerne starter på mandag

I weekenden forventes afklaring på, om Folketinget vedtager et lovforslag om at afbryde lockouten. Det betyder, at skolebørn i Næstved igen skal i skole på mandag, som bliver en helt normal skoledag.


”Det er rart, at vi så hurtigt kommer tilbage til en normal hverdag igen. Det er alle involverede bedst tjent med, både børn, lærere, forældre og skoleledere,” siger Søren Dysted, formand for Børneudvalget i Næstved Kommune.

Udvalgsformanden ser frem til et fortsat konstruktivt samarbejde med forældre, medarbejdere og ledere om skolens udvikling – herunder om at planlægge den nye skolereform. Og han understreger, at konflikten på ingen måde har været lokal.

 

”Denne konflikt har aldrig været en konflikt mellem lærerne og Næstved Kommune.
Lærerne har holdt en god tone hele vejen igennem, og det påskønner vi naturligvis.”

 

Hold øje med forældreintra

Ifølge direktør i Næstved Kommune, Per B. Christensen, er kommunen mest optaget af, at de elever, der skal til afgangsprøve til sommer, får det bedst mulige afsæt for at tage prøverne. Derfor vil man på den enkelte skole vurdere, om der skal kompenseres med ekstra undervisningstimer i de enkelte klasser for at leve op til folkeskolens minimumstimetal. For øvrige elever indregner man eventuel kompenserende undervisning i næste skoleår.

 

De skriftlige prøver bliver afholdt den 13. til den 23. maj, mens de mundtlige prøver forløber efter tidsplanen.

 

Som forældre skal man holde sig orienteret på sin egen skoles forældreintra, hvor skoleledelsen melder ud om den enkelte skoles konkrete forhold.

En pressemeddelelse fra Næstved kommune.