05.08.2013
Fortæl os om din gode buschauffør
Alle fortjener ros, når de gør et godt stykke arbejde. Vi vil rigtig gerne høre om de
gode øjeblikke, som buspassagererne har. Derfor gentager vi succesen og beder alle sjællandske buskunder om at SMS’e til 1919 eller skrive på buschauffor.dk og fortælle om det gode øjeblik i bussen.
”Jeg stod i et kryds med en barnevogn. Jeg vinkede til chaufføren, og han ventede på mig, indtil jeg kunne komme over vejen.”
Sådan skrev en buspassager sidste år om buschauffør Sulejman Baftijari på linje 22, og det var bestemt ikke den eneste, der havde masser af roser til chaufføren, for han vandt nemlig også titlen som ”Årets chauffør." Kampagnen er en fortsættelse af projektet ”Chauffør med karaktér”, og det er Foreningen BUS, som tæller 15 busoperatører på Sjælland, Movia og 3F, som står bag.
Rose-kampagnen kører på hele Sjælland fra den 5. august til den 8. september 2013. Herefter vælges fire øjeblikke/chauffører fra de indsendte sms øjeblikke ud, og så kan der endelig stemmes på ”årets chauffør” på hjemmesiden buschauffor.dk fra den 9.-29. september.
Det hele sluttes af med en stor fest for alle chauffører og deres familier på
Sjællandsringen den 6. oktober, hvor ”Årets Chauffør” vil blive kåret og hædret.
”Vi fik utrolig meget god respons fra kunderne sidste år. Det var meget overvældende, for vi modtog over 1000 sjove, rørende og eftertænksomme SMS’er og hilsner fra mange mennesker. Det er et fantastisk skulderklap til chaufførerne, og vi glæder os rigtig meget til at høre fra kunderne igen,” siger Søren Englund, formand for Foreningen BUS.
Fakta:
Sådan gør du: SMS dit bedste øjeblik til 1919 - start med “ros” (mellemrum) HUSK buslinie og gerne chaufførens navn eller gå ind på buschauffor.dk og skriv om din oplevelse.
Kampagnen er en fortsættelse af "Chauffører med karaktér", der sætter fokus på busture med gode oplevelser. Et smil, et hej, en lun bemærkning. At vente til alle er kommet med. Det er de små ting i hverdagen, der gør den store forskel. Det er dem, chauffører med karaktér kører efter.
Karaktérfulde chauffører findes over hele landet, men Chauffører med karaktér
kører kun på Sjælland og øerne og omfatter de cirka 700.000 passagerer, der hver dag tager med bussen og de 4.500 chauffører, som sidder bag rattene.
Bag Chauffører med karaktér står 15 operatører i Movias område, 3F og Movia i fællesskab. Sammen har de dannet foreningen BUS, som står for Busbranchens Udviklingssamarbejde.