17.10.2013
En sand historie fra Kattens Værn.
Et sødt ægtepar havde boet i en haveforening hele sommeren, og nu blev der lukket ned for vinteren. Efter aftale kom de ind med en tam hunkat til internatet. Det var en sød, flot kat, ingen øremærke, ingen chip, ingen efterlysning på hende. Men vi kunne mærke, at hun havde tegn på killinger, der diede hos hende. Det havde ægteparret ikke bemærket, og de anede ikke, hvor de kunne være. Nu stod vi med en tam kat og en haveforening, der lukkede næste dag, og det var ved at blive koldt.
Der var kun en ting at gøre - jeg og en kollega kørte sammen med ægteparret og katten ud til haveforeningen og begyndte at lede, hvor de havde observeret morkatten opholde sig.
Vi kravlede rundt, ned ad en skrænt i en meter højt buskads. Vi ville helst undgå at lukke morkatten ud, da vi ikke kunne vide, om hun ville være til at få fat på igen. Hun mjavede lidt, og det hjalp, for vi kunne høre små mjav i det høje vildnis, som lå bag ægteparrets hus.
Stille og roligt gik jeg rundt, kaldte og lyttede efter, hvor der var en killing. Heldigvis var det muligt at lokke dem til at give lyd fra sig, når vi selv kom med små kald, og en efter en fik vi fat på fire små killinger, som kom ind i sikkerhed i transportkassen ved siden af deres mor.
Hun virkede glad og tilfreds er synet af de små. Det var næsten mørkt, men vi fortsatte med at lede og lave mjav-lyde, og pludselig kom der et svar, langt væk. Jeg lyttede og kaldte, lyttede og kaldte, og til min rædsel lurede jeg til sidst, at der var en killing på den anden side af tre togspor, hvor vi ledte. Den var ikke til at se, men den kaldte efter hjælp.
Jeg kiggede flere gange til højre og venstre efter tog. Der var fri bane, så jeg sprang af sted over på den anden side. Jeg gik efter lyden, jeg kaldte, og den svarede. Lyden kom fra en stor tæt busk, og da jeg stod lige ved siden af og kaldte, kom den mest nuttede killing mig desperat løbende i møde. Næsten som om den tænkte: ”Juhuuu, jeg er fundet”. Lige til at tage op og med tilbage til de andre killinger.
Vi fortsatte med at lede, men vi hørte ikke flere killinger. Ægteparret var noget chokerede over den overraskelse, og vi aftalte, at de resten af aftenen, og natten og næste dag skulle kalde og lytte efter flere killinger og ringe til mig.
Af sted gik det til internatet med morkat og hendes killinger. Jeg arrangerede dem i et bur med blødt tæppe, dejligt mad, vand og tissebakke. Da morkat havde spist sin velfortjente mad, lagde hun sig til rette på tæppet, lukkede øjnene, begyndte at spinde og de fem små killinger med glade høje haler fandt hver deres dievorte og suttede løs.
Ægteparret hørte ikke flere killinger, og vi var helt sikre på, der ikke var flere.
