09.08.2013
De er allerede så småt begyndt og topper i næste uge - stjerneskud fra sværmen Perseiderne. Hvor meget du kan se er dog styret af, hvor i landet du befinder dig.
Natten til tirsdag den 13. august topper sværmen af stjerneskud kaldet Perseiderne. I nætterne både før og efter, er der dog også gode chancer.
Perseiderne har fået navnet, fordi de tilsyneladende kommer fra retningen af stjernekonstellationen Perseiderne eller Perseus. Perseiderne kan ses hele natten, hvis man har tålmodigheden. De kommer fra et punkt højt på himlen i nordøst.
De små (og enkelte større) meteoritter stammer fra halen af kometen Swift-Tuttle, som krydser Jordens bane sidst på sommeren på den nordlige halvkugle. Meteorerne brænder op i Jordens atmosfære og trækker derved et lysspor over himlen - et stjerneskud.
Forstyrrende elementer
Perseiderne kommer troligt hvert år, men der er stor forskel på, hvor synlige de er for os i Danmark. Både Månen, vejret og lysforureningen forsøger at ødelægge oplevelsen.
I år er Månen os nådig. Den er i tiltagende og generer kun frem til omkring klokken 22. den 12.
Vejret ser noget skyet ud i lange perioder den kommende tid, men netop natten mellem mandag og tirsdag ser i skrivende stund rigtig fornuftig ud. Følg selv med i landsudsigten og i de regionale udsigter.
Den sidste faktor - lysforureningen. Men tager man ud på landet, er det muligt at se dem.
Læs mere på DMI