29.08.2013
Dyreværnet har behov for hjælp til en ny dyreambulance, så de kan redde endnu flere dyr i nød. Derfor etablerer Maxi Zoo nu en landsdækkende indsamling, som skydes i gang den 1. september – og du er inviteret med.
En af landets ældste dyreværnsforeninger, Dyreværnet, har behov for hjælp. Hver dag tikker der mellem tre og fem anmeldelser ind om dyr i nød, og behovet for at rykke ud og besigtige alle disse anmeldelser er ofte meget akut. Men Dyreværnet har kun én dyreambulance. Derfor har Maxi Zoo besluttet at etablere en landsdækkende indsamling, så Dyreværnet får en ekstra dyreambulance til rådighed.
Landsdækkende indsamling
I løbet af september og oktober måned opstiller Maxi Zoo mini-dyreambulancer i samtlige butikker, så alle dyrevenner kan bidrage til det gode formål.
Maxi Zoo skyder indsamlingen i gang søndag den 1. september med en landsdækkende donationsdag, hvor alle dyrevenner inviteres til at komme forbi og bidrage og få en festlig dag med masser af aktiviteter i butikkerne. Der vil desuden være godbidder til alle firbenede gæster, guf til børnene samt 20 kr. gavekort til alle, der donerer på dagen - uanset donationens størrelse.
”Der er intet, vi ønsker os mere” En ny ambulance til Dyreværnet koster ca. 200.000 kr. Maxi Zoo donerer 50.000 kr. og håber inderligt på at kunne indsamle det resterende beløb via denne landsdækkende kampagne og diverse andre aktiviteter. ”Der er intet, vi ønsker os mere end en dyreambulance, så vi kan redde endnu flere dyr”, fortæller Signe Sehested Lund, direktør hos Dyreværnet. ”Vi behandler misrøgtsager over hele landet, og desværre ser vi en markant stigning i antallet af anmeldelser. Men vi kan kun behandle én sag ad gangen - for vi har kun én ambulance! Så at kunne erhverve endnu en dyreambulance vil betyde meget for Dyreværnet, men endnu mere for alle de dyr, som vi kan redde med et ekstra køretøj”.
Hjælp når du handler med dit Poteklubben kort
Fra 1. september til 31. oktober kan du give 1 kr. til ambulancen hver gang, du vælger at få scannet dit Poteklubben medlemskort, når du handler hos os. Hver gang du giver 1 kr. med dit kort, lægger vi 1 kr. oveni og giver hele beløbet ubeskåret videre til Dyreværnet.
Støt via mobilen
Har man ikke tid til at kigge forbi Maxi Zoo, kan der doneres 100 kr. via sms – ved at skrive MAXI til 1241. Det koster 100 kr. + alm. sms-takst. Udbyder af sms-tjenesten er: Dyreværnet, Islevdalvejs 85, 2610 Rødovre, tlf. 4494 6695.